Hvad laver du, når du er på barsel? …

0

Det er et spørgsmål jeg tit får, især af venner der endnu ikke selv har børn, og faktisk var det et  spørgsmål jeg også stillede mine barslende veninder, før jeg selv stod i situationen. Jeg kan huske, at svarene ofte var lidt ukonkrete og flyvske, og at jeg aldrig helt forstod hverdagen som barslende mor. Men i virkeligheden er det et svært spørgsmål at svare på – det forstår jeg nu!

Når man er gravid går man tit og planlægger hvad man skal få tiden til at gå med på barsel, for der må jo være en del tid som skal gå, og døgnet har jo 24 timer og jeg skal gå hjemme i ti måneder! Jeg kan huske at jeg drømte om at gå i gang med et aftenkursus i tysk, at jeg skulle strikke en hel garderobe til mit barn og at jeg ikke mindst skulle komme i god fysisk form igen efter en lang graviditet og fødsel. MEN… jeg fandt hurtigt ud af at virkeligheden på barsel ikke frigiver særlig meget tid til sådanne gøremål. 

Sandheden er..

at når Axel, min søn, imellem sine måltider, legetid og pusling, sover, står jeg i et konstant dilemma – skal jeg selv få noget søvn eller skal jeg ordne nogle huslige gøremål. For vasketøjet skal stadigvæk ordnes, maden skal købes ind, lejligheden skal gøres ren og jeg har en konstant og gennemtrængende følelse af at have lyst til at sove. For ja, selvom Axel sover fint om natten, vågner han stadigvæk mindst to gange og skal have mælk. Det betyder at min søvn bliver afbrudt, og at jeg aldrig når helt ned i den dybe søvn. Desuden vågner han klokken 6.30 og jeg kommer ofte liiiidt for sent i seng, fordi alenetiden med min kæreste om aftenen er så hyggelig, at jeg ikke har lyst til at gå i seng. 

Så for at vende tilbage til spørgsmålet om, hvad man laver når man er på barsel ; alt og intet! Man får dagligdagen til at hænge sammen med alt hvad der dertil hører. Man går lange ture med barnevognen, bliver ofte fristet af gode tilbud i byen, prøver at følge med vasketøjet der hurtigt hober sig op, laver mad, mødes med sin mødregruppe og ind i mellem prøver man at få tid til det man selv synes er sjovt; i mit tilfælde en god serie og lidt strikning. 

MEN….

oveni i alt det, og det at skulle tage ansvar for min lille søn, skal jeg også huske at spise ordentligt og regulere mit blodsukker, så det ligger nogenlunde stabilt. 

Heldigvis har jeg netop fået en sensor, som sidder med en lille plastikslange i min mave og konstant måler mit blodsukker og sender det til en app på min mobil. Det er en kæmpe hjælp, og udover at kunne følge med hele tiden så undgår jeg også at skulle prikke hul i mine fingre konstant (det betyder meget for diabetikere, da fingrene ellers konstant er præget af hård hud på siderne) ☺. Jeg indrømmer dog, at den konstante overvågning også gør, at der ikke går en time, hvor jeg ikke tænker på det og hele tiden bliver mindet om, at jeg har en kronisk sygdom, selvom jeg ikke ser mig selv som syg. Og udover det gør barslen også, at tanker ofte får frit løb, fordi man ikke er beskæftiget med ting der udfordrer én, som f.eks. arbejde.

Jeg oplever derfor at tankerne kan blive til decideret tankemylder, som jeg har svært ved at styre og bryde ud af. Det kan eksempelvis være tanker om fremtiden og om hvorvidt jeg er godt nok reguleret til at kunne leve et langt liv med min kæreste og søn. En gennemtrængende og overvældende, dårlig samvittighed kan skylle ned over mig som intet andet, når jeg opdager udsving og høje blodsukkerværdier fordi jeg en aften har spist slik, kage, is, pizza eller andet med højt indhold af hurtige kulhydrater, og jeg ikke lige har taget insulin nok. Og på barsel sker det altså ofte, at man bliver fristet af lækkerier, både fordi timerne nogen gange bliver lange, men også fordi kroppen higer efter sukker efter en dårlig og utilstrækkelig søvn!☺ Udover den dårlige samvittighed, kan tankerne også kredse sig om angsten for at min søn har arvet min genetik og selv får sukkersyge på et tidspunkt i sit liv. Jeg tror dog at angsten for at sygdom eller andet uheldigt skal ramme sine børn, er noget enhver forælder kan sætte sig ind i, uanset om man så selv har sygdom tæt inde på livet eller ikke. 

Selvom jeg har en ekstremt støttende kæreste og familie, kan jeg nogen gange godt føle mig alene med mine tanker og føle, at ingen andre forstår dem. Jeg tror dog, at andre diabetikere og andre med kroniske sygdomme, ligesom jeg selv, må gå rundt med tanker de også føler sig alene med. Måske du er én af dem?

(PUHA! Det var lidt af en udbasunering af mine mange tanker på relativ kort tekst – jeg lover at gøre det bedre næste gang☺)

Camilla   

Related Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© All Right Reserved
Proudly powered by WordPress | Theme: Shree Clean by Canyon Themes.
Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial
Instagram